Realisering af helhedsplan i Albertslund

Pålsson Arkitekter har udarbejdet og udført en helhedsplan for den almene boligforening Rådhusdammen i Albertslund. Rådhusdammen består af 96 boliger opført som betonelementbyggeri fordelt på henholdsvis en karakteristisk skærmbebyggelse og i fritliggende blokke. Ved byggeriets tilblivelse er der oprindeligt søgt inspiration i den berømte Byker Wall bebyggelse i Newcastle af Ralph Erskineder. Bebyggelsen består af åbne og indbydende gårdrum ved ankomstsiden, afskærmet af en tæt støjmur mod jernbane og vejtrafik.

Helhedsplanen beskriver en langsigtet plan for bebyggelsens vedligeholdelse og fornyelse og indeholder en række forskellige muligheder for fornyelse. I 2015 påbegyndtes renoveringen af Rådhusdammen med tag- og facaderenovering, efterisolering af gavle og etagedæk, udskiftning af vinduer og døre, modernisering af badeværelser med nye installationer, nye private og fælles uderum, løft af udearealerne med skure, beplantning og belysning samt nyt beboerhus med fælles forplads og ny legeplads.

Fokus i renoveringen har været at fremtidssikre boligerne for beboerne og skabe rum for leg, aktivitet og fællesskab. Altanerne er skiftet til nye og mere sikre altaner med nye adgangstrapper til boligerne på 1. sal. Altanerne er prydet med grafisk kunst, der er med til at skabe en ny identitet for bebyggelsen.

Det nye fælleshus er opført ved vaskehuset med plads til ophold både inde og ude og egne toilet- og køkkenfaciliteter.

  • Opgavens art
    Renovering & Helhedsplan
  • Type byggeri
    Etagebyggeri og rækkehuse
  • Beliggenhed
    Rådhusdammen, Albertslund
  • Størrelse
    96 boliger
  • Bygherre
    Boligselskabet Rådhusdammen v/ Boligkontoret Danmark
  • Rådgivning
    Totalrådgivning
  • Status
    Afleveret 2017
  • Samarbejdspartner
    Ingeniør: DOMINIA A/S
    Grafik: Thomas Pålsson
Download PDF