Modernisering af 1950'er parkbebyggelseSkovparken i Espergærde er opført i 1949-51 og består af 6 boligblokke, som huser i alt 68 lejemål og 4 erhvervslejemål. Afdelingen er en klassisk parkbebyggelse i 2-3 etagers murstensbyggeri, med indeliggende altaner og skønne, grønne fællesarealer. Renoveringssagen er en realisering af en helhedsplan, der skal fremtidssikre afdelingen og skabe moderne og attraktive boliger for beboerne. Projektet omfatter udskiftning af tag, istandsættelse af facader med efterisolering af gavle, efterisolering af etagedæk, udskiftning af vinduer og døre, nye altaner, udskiftning af installationer, etablering af mekanisk ventilation og udskiftning af el i en række boliger og erhvervslejemål. Facaden mod de grønne arealer er komplet renoveret med udskiftning af facadeelementer og omdannelse af altaner fra åbne til lukkede altaner. Herudover har stuelejlighederne fået udgang til egen have, et tiltag der vil være til stor glæde for beboerne. De fælles udearealer er løftet og fornyet med ny beplantning, belysning og belægning, samt øer til picnicborde. De nye private haver inddrager dele af arealet, men fællesarealerne beholder de karakteristiske træk for parkbebyggelser. Blok 5 har undergået en større transformation med omfattende istandsættelser af boligerne, med nye badeværelser og køkkener, udnyttelse af taget til tagboliger og omdannelse af boliger til tilgængelighedsboliger med elevatoradgang. Herved råder afdelingen nu over boliger til beboere hele livet igennem, også for ældre og gangbesværede. |
|