DETALJER OG FARVESÆTNING LØFTER STEMNINGENA/B Mariendalshus er en smuk, bevaringsværdig ejendom fra 1903 på Mariendalsvej, Frederiksberg. I renoveringen af Mariendalshus har vi som arkitektrådgiver haft fokus på at bevare eksisterende detaljer og arkitektoniske udtryk, ved at arbejde med metoder og materialer, der egner sig til ældre ejendomme. I Mariendalhus har vi bevaret ejendommens arkitektoniske udtryk, detaljerne på facaden er genoplivet og træder tydeligere frem og samtidig er ejendommen energirenoveret. Renoveringen af A/B Mariendalshus omfatter en komplet tagudskiftning med ny tagbelægning i skifer, efterisolering af taget, renovering af kviste og udskiftning af zinkbeklædningen på taget. Facaden mod Mariendalsvej står som blankt murværk på overfacaden og en pudset underfacade med mange fine udsmykninger. Facaden har fået nyt liv og forlænget levetid med omfugning, samt afrensning og maling af detaljer. Gadefacadens frontispicer har desuden fået monteret skifer på gesimsen for at skåne dem og give længst mulig levetid. Mod gården har facaden fået nyt liv med en smuk gul farve, der både skaber sammenhæng med underfacaden mod gaden, men også spejler sig op imod de klassiske farver på Frederiksberg. Den klassiske gule farve giver nyt liv til omgivelserne, og reflektionen fremstår varm og indbydende. |
|