Helhedsorienteret områdefornyelseMalthe Bruuns Gård er en større ejendom med lejeboliger bygget i 1920 i Lindevangskvarteret på det ydre Frederiksberg. Lindevangskvarteret har undergået en omfattende områdefornyelse med løft af ejendommene, boligforhold, uderum og nærområder. Som led i denne områdefornyelse har Pålsson Arkitekter bl.a. renoveret en karré med 117 boliger og ét erhvervslejemål i Malthe Bruuns Gård. Renoveringen af Malthe Bruuns Gård har bidraget til et løft af området, og beboerne har glæde af moderne komfort i de smukke gamle Frederiksbergboliger. Alle lejligheder har fået installeret badeværelse og nyt køkken, adgang til nye opholdsaltaner og nye elevatortårne. Altaner og elevatorer er udformet som et sammenhængende systemdesign med forskellige varianter. Desuden er der blevet installeret et nyt gårdanlæg. De tidligere uudnyttede loftsrum er udnyttet til beboelse gennem sammenlægning med boligerne nedenunder. Derved er der etableret 24 lejemål med spændende indretning i to etager. |
|